DSB contra Svenske jernbaner

DSB contra Svenske jernbaner

af Bente Rich

Foranlediget af DSB’s afvisning af frivillige flygtningehjælpere på Københavns Hovedbanegård (med mindre de kunne betale et uoverkommeligt stort beløb dagligt) tog jeg for et par uger siden til Malmø for at få et indtryk af forskellene mellem DSB og den tilsvarende svenske jernbaneorganisation.

Jeg steg i Roskilde på et tilfældigt tog, som viste sig at transportere mange flygtninge. Toget kom således uden tvivl fra Rødby. Flygtningene virkede trætte og meget stille. Det var overvejende mænd, men der sås også få familier. Ankommet til Hovedbanegården fandt de frem til den perron, hvorfra toget til Sverige afgår. I toget faldt flere i søvn, men de blev vækket ved ankomsten af os, der sad ved siden af , og det var mit indtryk, at alle, der ønskede det, nåede ud i Malmø.

På perronen i Malmø stod der to spinkle, unge kvindelige politibetjente, som venligt vejledte dem, der så rådvilde ud. Nogle skulle blot have udpeget det tog, de kunne rejse videre med til deres destination. En repræsentant fra Migrationsverket gik også rundt og gav vejledning.

Fra perronen fører en rulletrappe op til ankomsthallen, hvor en dør fører ud til en lille plads foran stationens indgang. Her holdt to store biler, den første fra Røde Kors med vand, kiks, førstehjælp m.m.. Den næste bil var fra Migrationsverket, så nyankomne straks kunne få vejledning om bl.a. asylansøgning og indkvartering.  Ved siden af disse to biler var opstillet et telt for frivilliges arbejde. De bød på mad, drikke og anden forplejning, og der var siddeplads til udmattede. Alt på denne plads var overskueligt og uden panik. For mig var det flot, at udmattede og bange flygtninge først blev mødt af Røde Kors med deres tryghedsskabende symbol – og at der var plads til alle tre grupper.

Inde i Ankomsthallen var der masser af flygtninge, der tilsyneladende hvilede ud efter at være “kommet i mål”. De fik noget at spise og drikke, og nogle børn havde fundet hinanden i en leg.

Situationen i København og Malmø er jo væsensforskellig. Her vil de rejsende helst passere uden at blive forhindret deri, og derfor bør hjælp til dem måske foregå ret diskret. Dette bør i hvert fald drøftes. Og samtidig bør der være en mulighed for, at civilsamfundets ønske om at hjælpe trængende – som man gjorde, da flygtningestrømmen pludselig var synlig, kan imødekommes af myndighederne.

Jeg undrer mig over, hvorfor DSB så brutalt har stoppet denne mulighed og har derfor nærlæst, hvad jeg kunne finde i den skrevne presse:

Politiken 27.september: debatindlæg af Ditte Bloch Noer m.fl.:  De beskriver, hvorledes DSB nu vil have mange penge for at udleje et lokale – og hvorledes frivillige har tilbudt at rette op på fejl, der opstod i det kaos, der var allerførst (en slags børnesygdomme).

Information 28.september ved Laura Friis om hjælpearbejdet i Malmø. Jernbanesystemets forhold omtales slet ikke (og kan derfor ikke have opstillet forhindringer).

Ugeskrift for Læger nr. 20/2015/28.september: Fokusartiklen hedder: Læger mobiliserer sundhedshjælp til flygtninge. Artiklen beskriver, hvorledes frivillige sygeplejersker, jordemødre, tolke og læger tilbød hjælp til Røde Kors’ samarittertjeneste i Rødbyhavn, Padborg og København. MEN der står også, at Røde Kors efter opfordring fra myndighederne lukkede deres lazaretter i Rødbyhavn, Padborg og København efter fem dages beredskab. Det blev vurderet, at der ikke længere var nok brug for sundhedsydelser til, at det kunne betale sig at have baser rundt omkring i landet. Andre sundhedsarbejdere mente, at dette ikke var godt nok, og en sygeplejerske oprettede derfor på eget initiativ en vagtplan for sundhedspersonale til vagt på Hovedbanegården.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi i BfA ser på denne beslutningskæde. At vi forsøger at få klarlagt – og måske beskrevet – beslutningsprocessen, som i sidste ende lukkede den bredt favnende frivillige indsats, der organiserede sig på et øjeblik til gavn for de flygtende – og lige så meget blev et synligt bevis på en basal medmenneskelig solidaritet hos mange danskere. Det er mit indtryk ud fra ovenstående kilder, at Røde Kors trækker sig på opfordring af myndigheder – og at DSB derved får frit spil under dække af, at de flygtende ikke længere har behov for hjælp under deres transit i Danmark.

I Malmø kan de frivillige tilsyneladende i fred og ro arbejde ved siden af Røde Kors og Migrationsverket på stationens område og derved skabe en synergieffekt, som ikke lader modtageren i tvivl om, at de vil hans bedste.

 

 

 

Udgivet i Uncategorized

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*